Folkekirken skal tilbyde alternative begravelser

Formand for præsteforening vil ikke diktere, hvad de østjyske præster bør gøre, når familier kommer med utraditionelle forslag.

Der skal være højere til det folkekirkelige loft, når det kommer til begravelser - vi skal kunne udtrykke os individuelt og personligt.Det siger sociolog Michael Hviid Jacobsen, der på Aalborg Universitet forsker i døden som sociologisk fænomen, til Kristeligt Dagblad.

- Folkekirken burde tillade betydelig større fleksibilitet og individualitet i forhold til, hvordan sorgen

kommer til udtryk i begravelser. Man bør kunne være mere nytænkende i stedet for at hænge fast i gamle rammer, siger han.

Bifald er en mulighed

Et eksempel er den nylige bisættelse af den danske sangerinde Natasja fra Christianskirken på Christianshavn. Her gav sognepræst Flemming Pless lov til, at et bragende bifald brød løs i kirken, efter at et af Natasjas numre var blevet spillet over et lydanlæg. Ligeledes fulgte et stående bifald, hujen og piften kisten, da den blev kørt væk.

- Jeg blev meget positivt overrasket over bifaldet, for jeg har ikke hørt om det på dansk grund før. Det er vigtigt at udarbejde nogle retningslinjer for, hvad der er mulighed for, når vi selv eller vores kære skal begraves. Hvilken musik kan der spilles, må der være fest, må der klappes, siger Michael Hviid Jacobsen.Det er præsten, der vurderer, hvad der kan foregå under en begravelse.

Det er op til præsten

Hos Præsteforeningen forholder formand Sabine Bech-Hansen sig nøgternt til problematikken.

- Det er op til den enkelte præst, hvad man foretager sig, så længe det er inden ritualets rammer.

Sabine Bech-Hansen ønsker som formand ikke at forholde sig mere detaljeret til sagen. Hun ikke vil diktere kolleger, hvordan de skal gribe begravelser an. Men som sognepræst i Århus Domsogn uddyber hun gerne sine synspunkter.

- Ønskerne til en begravelse kan ind imellem tage overhånd, og der har præserfaringen i, hvad der dur og ikke dur i kirken. Man må se på, hvad der kan anvendes inden for kirkens ritualer og former, siger Sabine Bech-Hansen, der mener, at rammerne ikke er så snævre, som Hviid Jacobsen lægger op til. Ved en begravelse spiller musikken ofte en stor rolle. Men organisten er kun forpligtet til at spille det, der står i koralbogen - kirkens melodibog - og kan godt modsætte sig at spille bestemte sange eller stykker. Men det forekommer sjældent, vurderer næstformand i Dansk Organist og Kantor Samfund, Christian Dehn Bang.

- Jeg oplever en utrolig velvilje til at hjælpe folk til at få så god og mindeværdig en ceremoni som muligt. Der har tidligere været tegnet et misvisende billede af organister, der ikke vil spille noget uden for koralbogen. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det nogle steder kan være sådan, men tendensen er, at man virkelig kommer folk i møde. Der er bestemt ikke nogen lukkethed i folkekirken, og det gælder også musikken.