Sejlsport er blevet mindre populært trods OL-sejre

Ikke siden 1980'erne har så få været medlem af en sejlklub. Et nyt internationalt sejlsportcenter skal sætte skub i medlemstallene

Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

Selvom Danmark har vundet medaljer til OL og verdensmesterskaber i sejlads, er medlemstallene i de danske sejlklubber historiske lave.

Dansk Sejlunion har registreret antallet af medlemmer siden 1984, og lige nu ligger de på det næstlaveste siden midtfirserne. Det er kun antallet af medlemmer for 2016, som er mindre.

Grafen viser udviklingen i antallet af medlemmer i sejlklubberne.

- Jeg tror, at der har været tilbagegang, fordi der har været rigtig mange andre former for aktiviteter, siger Line Markert, der er formand for Dansk Sejlunion.

Center skal styrke sporten

I dag blev der holdt rejsegilde i Aarhus Internationale Sejlsportscenter med besøg af selveste Kronprinsen, tidligere OL-deltagere og borgmester Jacob Bundsgaard (S).

02:47

I videoen kan du se, da kronprins Frederik ankom til Egå.

Luk video

Dansk Sejlunion håber, at centeret kan være med til at styrke interessen for sporten - både for amatører og eliteudøvere herhjemme.

- Uden rigtig mange sejlere på breddeplan får vi ingen elite-sejlere, så først og fremmest handler det om, at klubberne i Aarhus og omegnen tager huset til sig, siger Line Markert.

En del af vores kulturarv

En række fonde har været med til at betale for byggeriet, og Aarhus kommune har været med i samarbejdet - et samarbejde, som borgmesteren synes, er helt naturligt:

Læs også Verdens bedste sejlere fylder Aarhusbugten

- Det er en del af vores kulturarv, og det er noget, hvor Danmark traditionelt har klaret sig godt, og så er det også med til at skabe liv, identitet og miljø i den her bydel, siger Jacob Bundsgaard (S).

Sejlsportcenteret ligger i Aarhus, hvor 350 sejlere fra 50 nationer lige nu dyster i ti forskellige olympiske bådklasser.

Eventen foregår fra den 7. – 13. august 2017 - præcis et år inden VM i sejlsport Aarhus 2018.

02:04

VIDEO: Hvorfor gider folk at dyrke sejlsport? Det forklarer tre unge piger i den her video.

Luk video