Folk flokkes til bunker, der blev lukket ned for 30 år siden
En bunker i Odder blev torsdag aften åbnet i anledning af to udsolgte rundvisninger
Gemt langt nede under jorden ved Parkvejens Skole i Odder ligger Kommandocentralen i dvale. For knap 30 år siden blev den lukket ned, men torsdag aften blev den åbnet for omverdenen igen.
Denne gang ikke for at agere kommandocentral i tilfælde af krig men for at fortælle om en vigtig periode i historien, nemlig den kolde krig.
Læs også
Torsdag aften var der arrangeret to rundvisninger i bunkerne, og billetterne blev revet væk. Det mener Ole Sørensen fra Odder Museum, der er en særlig grund til.
- Den Kolde Krig er en krig, vi egentlig burde have glemt efter Berlinmurens fald, men som er blevet voldsomt aktuel igen, nu hvor vi oplever en krise mellem en nordkoreansk leder og en amerikansk præsident, siger han.
Han mener altså, at de aktuelle internationale spændinger leder folks tanker mod Den Kolde Krig og dermed også bunkeren i Odder.
Under Den Kolde Krig agerede bunkerne kommandocentral for de ledende personer i Odder Kommune. Den var tiltænkt borgmesteren, kommunaldirektøren og beredskabschefen samt andre ledende personer og militærfolk.
I bunkeren findes sågar også et royalt soveværelse, der dog er noget beskedent indrettet med to køjesenge.
Bunker gemt i østjysk skov
Bevæger man sig en smule nordpå til Aarhus, finder man også en skjult bunker i en skov udenfor bymidten.
De færreste ved, at bunkeren eksisterer, men den tjener faktisk en særlig vigtig funktion. Den huser nemlig Forsvarets Operationscenter.
Siden 1961 er de danske farvande blevet overvåget fra bunkeren, der stammer fra Anden Verdenskrig, og bunkeren var en væsentlig del af det danske forsvar under Den Kolde Krig.
- Vi var forsvarets blik udadtil rettet mod den grumme fjende fra øst, som han blev omtalt som dengang, og vi holdt øje i døgndrift, siger Claus Elberth, der er major og vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter.
Spiller med musklerne
Hos Forsvarets Operationscenter nikker man genkendende til, at der i dag igen er nogle internationale spændinger, der begynder at rumstere, og det mærker de tydeligt.
Læs også
- Vi oplever en stigende aktivitet østfra, altså fra Putin. Vi kan tydeligt se, at han spiller med musklerne, siger Claus Elberth.
I juli måned passerede et af de største krigsskibe i verden samt den største atom-ubåd danske farvande. Begge var russiske.
- De havde meldt deres ankomst, og vi vidste, at de kom. Men det er stadig de første fartøjer af den beskaffenhed fra Rusland, der passerer danske farvande, siger Claus Elberth.
Stemningen er derfor for første gang i mange år blevet en smule anspændt.
- De tester vores beredskab, de tester, hvor tæt på de kan gå, før vi reagerer. Før vi disponerer et patruljefartøj for eksempel, som de kan opfange på deres radar. Så de tester os, og vi viser, at vi er tilstede, siger han.
I videoen øverst på siden kan du komme en tur med ned i bunkeren i Odder.