Folk fik røde øjne og hostede: Buschauffør tilkaldte Sporvejene

En buschauffør i Aarhus blev bekymret, da en del passagerer fik røde øjne og hostede. Det viste sig, at en mand i bussen sprøjtede med peberspray

En mand bagerst i bussen sad og sprøjtede med peberspray, så de andre passagerer fik røde øjne og hostede. Genrefoto. Foto: Claus Fisker - Scanpix

Da passagererne i en bus i Aarhus onsdag pludselig begyndte at få røde øjne og hoste, undrede buschaufføren sig. 

Han troede, at der var noget galt med bussen, og han tilkaldte derfor Sporvejene, som undersøgte bussen. 

De kunne dog ikke umiddelbart finde noget usædvanligt ved bussen. 

Læs også Røver med drenget stemme slog til i Silkeborg

Det viste sig da også, at passagerernes ubehag skyldtes noget helt andet, nemlig en mand bagerst i bussen, der sprøjtede med peberspray. 

En kvindelig passager i bussen havde noget tid forinden opdaget pebersprayen, oplyser Østjyllands Politi. 

- Men hun havde ikke lyst til at gøre opmærksom på sig selv, da hun var usikker på, hvad han var for en type, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi. 

Læs også Tricktyveri: Hjalp med at finde vej og fik tømt pungen som tak

Da chaufføren blev opmærksom på, at manden med pebersprayen var årsagen, tilkaldte han politiet. 

Den 49-årige blev anholdt og sigtet for at overtræde våbenloven.