Fogeden vil smide familie ud
Efter års strid om udsmidning af familier med kriminelle børn smider fogeden enlig mor med fem børn ud af lejlighed i Brabrand.
Fogeden i Århus møder op på en adresse i Gellerup Parken i Brabrand torsdag den 15. marts for at udsætte en indvandrerfamilie - en enlig mor med fem børn - fra hendes lejlighed.
Det er første gang Brabrand Boligforening med rettens hjælp fysisk vil søge at smide en familie ud med den begrundelse, at et af familiemedlemmerne, en stor dreng, har begået grov kriminalitet i boligområdet.
Boligforeningen har i flere år kæmpet i både fogedret, boligret og landsret for at få ret til at smide familierne ud af deres lejligheder, og senest gav Vestre Landsret i november boligforeningen ret til efter lejeloven at ophæve lejemålet.
Mens andre familier er fraflyttet frivilligt har en enkelt familie nægtet at flytte ved årsskiftet, og det har fået boligforeningen til igen at sætte fogeden på sagen. /ritzau/
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.