Første af sin slags i Nordeuropa: Ny kaffefarm ligger i Østjylland
En ny kaffefarm er kommet til Østjylland. Farmen skal bruges til at udvikle mulighederne i kaffeplanten, men på sigt måske også til at lave danskproduceret kaffe
Man skulle tro, at kaffeplanter var noget man kun dyrkede under varmere himmelstrøg, end vi er vant til her i Danmark, men nu bliver en ny kaffefarm en realitet i Østjylland.
Ifølge Peter Larsen Kaffe, der står bag den nye kaffefarm, er det den første af sin slags i hele Nordeuropa.
Kaffefarmen ligger i Skanderborg, og det bliver i første omgang som en del af et nyt bæredygtigt område ved Smukfest.
Læs også
Man skal dog ikke regne med at kunne smage på en kop danskproduceret kaffe lige med det samme. Hovedformålet med farmen er nemlig, at den skal bruges til at eksperimentere med, hvordan mere af kaffeplanten kan udnyttes i fremtiden.
- I dag høster man bærrene, og ud af bærrene adskiller man bønnerne. Det er en meget lille del af planten, man anvender i dag, siger udviklings- og kommunikationschef ved Peter Larsen Kaffe Lars Aaen Thøgersen.
- Planten besidder et kæmpestort potentiale med alt lige fra frugtkødet til bladene og også det, der kommer ud, når vi er færdig med at brygge kaffen, altså grumset. Alle de her ingredienser skaber en biomasse, som har et stort potentiale, vi kan arbejde med.
Mere end en sort kop kaffe
Det er ikke tilfældigt, at det ikke vrimler med kaffefarme i Danmark og resten af Europa. Det er nemlig ikke nemt at lave traditionel kaffe her.
- Hvis man kigger på kaffe gængs, som man altid har gjort, så tror jeg ikke, at en kaffefarm i Danmark er det rigtige. Det varer mange år, måske aldrig, hvis man skal blive selvforsynende på kaffe fra Danmark. Men hvis vi kigger på kaffe med et bredt perspektiv og de muligheder, som planten indeholder så giver det mening, siger Lars Aaen Thøgersen.
Måske dansk kaffe om tre til fem år
Selvom formålet med den nye kaffefarm i Skovlunden er at kigge på, hvordan man kan udnytte hele planten, så håber de også på, at der på sigt kan blive produceret dansk kaffe.
- Om alt går vel, så har vi den første danskproduceret kaffe om tre til fem år, siger Lars Aaen Thøgersen.
Læs også
Han slår dog fast, at en sådan produktion vil blive i det små.
- Vi bliver ikke selvforsynende på kaffe fra Danmark, men vi håber da, at vi kan have 50 til 100 og måske 200 træer. Så vil vi kunne lave en lille eksklusiv linje af kaffeprodukter fra Danmark.
Om de også bliver en del af kaffefarmen ved Skovlunden vides ikke endnu, men hos Peter Larsen Kaffe ser de gode muligheder i området.
- Vi har de rigtige muligheder og omstændigheder her i Skovlunden, så det vil være et oplagt sted at producere kaffen, siger Lars Aaen Thøgersen.
Peter Larsen Kaffe står sammen med Videncenter for fødevareudvikling, TagTomat og Smukfest bag kaffefarmen, der ligger i Skovlunden tæt ved festivalpladsen i Skanderborg.