Fødselslæger vil redde flere børn
Fødselslæger vil redde flere børn fra at dø i livmoderen efter terminen
I januar besluttede lægerne at åbne for, at gravide kan få sat fødslen i gang tidligere end de to uger, som hidtil har været praksis, og nu er de skærpede retningslinjer klar:
Fødselslægerne vil nu begynde at tilbyde alle gravide en tidligere igangsættelse af fødslen mellem 9 og 12 dage efter terminen.
- Risikoen for at dø inden i livmoderen er lille, men vi ved også, at der er en øget risiko efter terminen. Derfor regner vi med at kunne redde liv. Hvor mange er svært at sige, men beregninger viser, at der skal igangsættes 500 kvinder for at redde et barn, så det kan være mellem 10 og 15 børn om året, forklarer overlæge Charlotte Søgaard, som er formand for fødselslægernes videnskabelige selskab, DSOG, til DR Østjylland.
Skærpede regler skaber glæde
En af dem, som er glade for, at praksis ændres er 30-årige Christina Rinhack fra Neder Fløjstrup ved Aarhus. Sammen med sin mand Lee mistede hun datteren Scarlett Rose i oktober måned sidste år. Scarlett Rose døde i livmoderen 10 dage efter terminen.
- Det er fantastisk, at man vil gøre noget for at redde børn fra at dø. Et hvert barn, der bliver reddet, skåner jo en hel familie fra at gå igennem en grusom sorg. Det ville have betydet alt for os, hvis vi kunne have siddet med vores lille datter nu, siger Christina Rinhack, som er medicinstuderende, til DR Østjylland.
Afviser tidligere ingangsættelse
Det ærgrer hende dog, at lægerne ikke besluttede at rykke tidspunktet for tilbuddet om igangsættelse til en uge efter terminen i stedet for lægge det et sted midt i den efterfølgende uge af graviditeten.
- Retningslinjerne er ikke blevet skærpet nok i forhold til vores situation. Vores datter døde i uge 41+3 og eftersom jeg hverken er gammel eller overvægtig, så ville vi ikke være blevet tilbudt en igangsættelse tidligere end det med de nye retningslinjer. Jeg mener, at alle skal have tilbuddet om igangsættelse en uge efter terminen, forklarer Christina Rinhack til DR Østjylland.
Men en grundig gennemgang af relevante videnskabelige undersøgelser og et debatmøde med internationale eksperter har altså fået lægerne til i stedet at vælge flere grundige sygehuskontroller i overtiden og tilbud om igangsættelse mellem 9 og 12 dage efter terminen.
- Efter en gennemgang af al den bedste viden er vi kommet frem til at disse retningslinjer, som ligger tæt på de engelske, er det, vi skal have, forklarer formanden for DSOG, overlæge Charlotte Søgaard til DR Østjylland.
En gevinst for samfundet
12 procent af alle gravide har endnu ikke født, 10 dage efter terminen. De nye retningslinjer betyder derfor, at omkring 7200 gravide årligt vi få tilbudt en igangsættelse af fødslen. Der er nemlig en risiko for, at moderkagen begynder at fungere dårligere i graviditetens overtid, og det er det, der kan føre til skader og i værste tilfælde død for fostret.
- Det bliver først og fremmest en gevinst for den enkelte kvinde, men også en gevinst for samfundet, at vi ikke har børn, der dør uden grund og at vi ikke har børn, der bliver skadet uden grund, siger Charlotte Søgaard.
Kvinder med et BMI på over 35, de, som er over 40 år og de, som har fået graviditets-sukkersyge, vil alle blive tilbudt en igangsættelse af fødslen en uge efter terminen - altså lidt før alle med helt ukomplicerede graviditeter, De nye retningslinjer skal nu implementeres på landets fødeafdelinger.