Fodgænger ramt af personbil i trafikeret kryds

Mandag morgen blev en forgænger påkørt af en bilist i krydset Nordre Ringgade og Randersvej i Aarhus

Ulykken skete i dette kryds nær Aarhus Universitet i den centrale del af byen. Foto: Google Street View

Kort før kl. 8 mandag morgen blev en fodgænger ramt af en personbil i det trafikerede kryds ved Nordre Ringgade og Randersvej i det centrale Aarhus.

Fodgængeren var ved bevidsthed efter ulykken, men klagede over smerter.

- Umiddelbart er fodgængeren ikke kommet alvorligt til skade, men blev taget med på sygehuset for at blive undersøgt, siger kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, Jeanette Løv Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Glatte veje i Østjylland: Sort is flere steder

Østjyllands Politi er stadig ved at klarlægge omstændighederne i forbindelse med ulykken nærmere. Derfor kan man ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om årsagen til påkørslen.

Heller ikke de implicerede parters identitet vil politiet på nuværende tidspunkt sige noget om.

Bil snurrede rundt

Tidligere på morgenen nærmere bestemt kl. 6.17 skete der også et trafikuheld på Auningvej ved Mørke på Djursland.

Her var en mand involveret i en soloulykke i landsbyen Sdr Kastrup.

Manden snurrede rundt i sin bil – formentlig på grund af høj fart og glat føre – og landede i grøften.

Jeanette Løv Rasmussen, Østjyllands Politi

- Manden snurrede rundt i sin bil – formentlig på grund af høj fart og glat føre – og landede i grøften. Han skulle heller ikke være kommet alvorligt til skade, siger Jeanette Løv Rasmussen.

I det hele taget var det en dramatisk morgen i Østjylland med flere mindre uheld på grund af glatføre. Randers Kommune var også ude at advare bilister om sort is.