Fodgænger kørt ned og dræbt

En 51-årig mand brækkede nakken, da han blev ramt af en bil på landevejen mellem Århus og Silkeborg.

Lørdag aften mistede en 51-årig mand livet, da han var ude og gå på en landevej i nærheden af Skovby mellem Århus og Silkeborg.

Ifølge politiet gik manden tilsyneladende i den forkerte side af vejen, da en bil ramte ham bagfra.

Føreren af bilen, en 31-årig mand, havde i mørket ikke set den 51-årige, som blev hængende på køleren indtil bilen standsede.

Den 51-årige havde brækket nakken og fået alvorlige skader i hovedet. Da ambulancelægen nåede frem, var han død, oplyser politiet. /ritzau/