Fodgænger dræbt: Blev ramt af bil
Kvindelig fodgænger ramt af bil i Aarhus
16. nov 2015, kl. 20:40
Mere end 30 dage gammel
En 36-årig kvinde fra Aarhus har mandag mistet livet i en færdselsulykke i Aarhus.
Ulykken skete klokken 17.27 på Vestre Ringgade. Kvinden blev ifølge Østjyllands Politi ramt af en bil, da hun løb på tværs af Vestre Ringgade, hvor bilen kom kørende i sydgående retning.
- Der er rutinemæssigt udtaget blodprøve af begge parter. Bilinspektøren arbejder p.t. på uheldsstedet for sammen med politiet at fastlægge årsagen til uheldet, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ulykken skete på Vestre Ringgade ved Tage-Hansens Gade mellem Silkeborgvej og Viborgvej.
De pårørende er underrettet, og Østjyllands Politi oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.