Fodboldvold under lup
78 gange i 2009 har en JBU-observatør stået med på sidelinjen, når potentielle problemkampe skulle spilles i Århus-området.
JBU's observatørkorps kigger med når hold med aktuelle disciplinære problemer skal spille, og igen i år har der været mest fokus på hold fra de lavere serierækker.
- Fra vi startede den 3. april og til vores sidste observation den 18. oktober, har langt hovedparten af de kampe, vi har observeret, været på enten Serie 4-, Serie 5- eller Serie 6-niveau, siger korpsets koordinator, Finn Jensen i en pressemeddelelse.
Det er Finn Jensens vurdering at indsatsen virker og han fortæller, at oberservatørkopset efterhånden er et velkendt navn i klubberne.
- Jeg tror efterhånden, det har sat sig, at når manden fra JBU kommer, så kan vi ligeså godt tage det lidt med ro, vurderer Finn Jensen, som er klar til at trække i JBU-jakken og holde luppen over potentielle problemhold igen næste år.