Fodboldspillere til kamp mod racisme
Peter Graulund fra AGF og Søren Pedersen fra Randers FC går på talerstolen 1. maj. Her giver de racismen 'Det Røde Kort'.
To østjyske fodboldspillere går på talerstolen til fagbevægelsens 1. maj arrangementer for at tale mod racisme. AGF-spilleren Peter Graulund taler på Tangkrogen i Århus, mens Søren Pedersen fra Randers FC taler på Skovbakken i Randers
Baggrunden er, at racisme ifølge Spillerforeningen er et udbredt problem under fodboldkampe, hvor fodboldspillere med anden etnisk baggrund end dansk jævnligt udsættes for racistiske tilråb fra grupper blandt tilskuerne.
Initiativet er en del af Spillerforeningens kampagne 'Giv Racismen Det Røde Kort', der er
startet i år og løber over de næste to år.
- Vi er rigtig glade for, at spillerne har valgt at bruge 1. maj på at gå op imod den racisme, som mange spillere med anden etnisk baggrund udsættes for, når de udfører deres arbejde på banen. Racisme både i og uden for stadion er komplet uacceptabelt og det skal bekæmpes, hver eneste gang det stikker sit grimme fjæs frem, siger LO's næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, til Ritzau.
Foruden Århus og Randers deltager fodboldspillere og -trænere også i 1. maj-arrangementer i Esbjerg og i København.