Fodboldspiller dømt for grov vold efter serie-kamp

En fodboldkamp mellem to randrusianske serie-hold endte i februar med en brækket næse og hjernerystelse til en af spillerne.

Den 32-årige mand fik rødt kort - først i kampen og nu også i retten. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Rødt kort. 

En 32-årig målmand blev tilbage i februar udvist fra en serie-kamp mellem to fodboldhold i Randers. Tirsdag blev det røde kort så suppleret med en fængselsdom for grov vold.

Selvom det foregår på en fodboldbane er man nødt til at tage afstand fra den her slags overfald.

Steffen Andersen, anklager. 

Manden stod på mål for sit serie 4-hold i en træningskamp, hvor en duel med en 27-årig modspiller førte til, at den 32-årige sparkede modspilleren i hovedet med sin fodboldstøvle. 

Det udmøntede sig i en brækket næse og hjernerystelse for modspilleren, der efter kampen valgte at melde den 32-årige målmand for vold. 

Læs også Fodboldspiller udsat for homo-tilråb - nu pryder regnbue-bænk stadion

En anmeldelse, som nu har ført til en dom på 60 dages fængsel, der er betinget af 80 timers samfundstjeneste. 

- Jeg er tilfreds med dommen. Selvom det foregår på en fodboldbane er man nødt til at tage afstand fra den her slags overfald, siger Steffen Andersen, anklager i sagen. 

Det er lidt specielt juridisk, når det er under sportskampe. Der skal lidt mere til, for at man kan betragte det som vold.

Steffen Andersen, anklager. 

Den 32-årige forklarede, at det ikke var bevidst, at han havde sparket modspilleren i hovedet, og han nægtede sig derfor skyldig i grov vold. 

Den påstand var hverken kampens - eller rettens - dommere enige i. 

- Dommerne er kommet frem til, at han er skyldig ud fra vidneforklaringerne, siger Steffen Andersen. 

Usædvanlig dom 

Steffen Andersen fortæller desuden, at de to spiller ikke kendte hinanden inden kampen. 

- Der var ikke noget bagvedliggende mellem de to spillere. Det er dog blevet forklaret af flere vidner, at der var provokationer mellem holdene, siger han.

Læs også Fodbold fik Caspar til at elske skolen

Provokationerne førte altså i sidste ende til en voldshandling - noget, der ikke så ofte ender med en dom ifølge Steffen Andersen. 

- Det er lidt specielt juridisk, når det er under sportskampe. Der skal lidt mere til, for at man kan betragte det som vold. Hvis man bliver skubbet under en fodboldkamp får man et gult og bliver ikke dømt for vold, siger Steffen Andersen og fortsætter: 

- Her har dommeren vurderet, at det går udover hvad der er naturligt i en fodboldkamp.