Fodboldlegende fylder 80
Det gamle landshold samlet til fødselsdag
Den aarhusianske fodboldlegende Poul Pedersen fyldte i dag 80 år. Det blev fejret blandt tidligere landsholds- og klubkammerater i privaten i Aarhus.
Poul Pedersen spillede i 50'erne og 60'erne på det danske landshold, og var blandt andet med til at vinde sølv ved VM i Rom i 1960. Og det var netop "sølv-holdet", der var inviteret til fødselsdag sammen med de tidligere klubkammerater fra AIA.
- Jeg har glædet mig til at se gutterne, for det er nogen man har haft meget med at gøre igennem årene, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
En frisk fødselar
For et par år siden var det gamle landshold samlet i København til 50 års jubilæum for finalen i Rom. Det inspirerede Poul Pedersen til at indbyde holdet til sin fødselsdag, og blandt gæsterne var blandt andre Tommy Troelsen, Harald Nielsen og Henning Enoksen.
Der var dækket op ved to borde. Landsholdet ved det ene og AIA ved det andet, men desværre var der i dag ikke 11 på hvert hold, som Poul Pedersen udtrykker det.
På trods af alderen var det en frisk fødselar, der i dag bød indenfor. Poul Pedersen løber stadig to gange ugentligt.
- Det er jo bare med at flytte benene. Det er jo ikke så svært endda, men det er da klart, at det var lettere før i tiden, griner han.
Poul Pedersen var den første dansker, der opnåede at spille 50 landskampe.