Fodboldfans hader mandags-kampe
Tilhængerne af fodboldklubben Randers FC vil helst på stadion søndag eftermiddag, viser ny undersøgelse
En stor del af Randers FC's tilskuere ønsker sig tilsyneladende tilbage til de gode gamle dage, hvor de fleste kampe blev spillet søndag klokken 15.
Den kronjyske SAS Liga-klub har netop gennemført en brugerundersøgelse via klubbens hjemmeside, randersfc.dk.
Undersøgelsen viser, at lidt mere end hver fjerde tilskuer foretrækker at høre dommerens første fløjt søndag klokken 15.00. Mere end hver anden mener, at kampene bør spilles søndag eftermiddag klokken 14, 15 eller 16.
Til gengæld er der meget lidt opbakning til de i forvejen omstridte mandagskampe. Faktisk er der ifølge Randers FC flere, der helst ser fredag aften som en mulighed.
- Randers FC iværksatte brugerundersøgelsen for at få kortlagt, hvornår vores tilhængere helst ser Randers FC spille på hjemmebane. Det ved vi nu, og den viden vil vi tage med, når spilletidspunkterne for den næste sæson, hvor den nye medieaftale træder i kraft, skal fastlægges, siger Randers FC's direktør Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.
I alt 800 fodboldfans deltog i undersøgelsen.