Fodbold-samarbejde
AGF og FC Århus udveksler spillere
Superligaklubben AGF og de lokale rivaler fra 1. division, FC Aarhus, skal se knapt så ondt på hinanden i den kommende tid. De to klubber meddelte i aftes, at de nu indgår et officielt samarbejde.
I første omgang drejer det sig, at AGF udlejer spillere, der ikke får nok spilletid i Superligaen.
De første af slagsen bliver Martin Hansen, Jan Klausen og Rune Hansen, der alle tre kommer på en 12-måneders lejeaftale hos FC Århus.
Storebror i AGF har dog sikret sig, at lejeaftalerne kan ophæves efter seks måneder, hvis spillerne skulle få så megen succes i 1. division, at de igen er attraktive nok til superligamandskabet.
- Pressen har været med til at skabe mange skærmydsler mellem AGF og FC Aarhus. Jeg synes personligt, at det er vigtigt at få vist, at der sagtens kan være plads til to klubber i den her by, samt at de to klubber kan bruge hinanden til meget. Derfor har jeg taget initiativ til dette samarbejde, siger AGF's direktør, Frank Heskjær.
FC Aarhus' klubejer og direktør, Tom Matthiesen, ser frem til de nye tider i det århusianske fodboldmiljø.
- FC Aarhus er den lille part her, og det har vi det fint med. AGF får mulighed for at få sine unge spillere testet på et langt højere niveau end Danmarksserien, vi får tilført nye og spændende kræfter, og spillerne bliver da bestemt ikke dårligere af at spille hos os, siger Tom Matthiesen.
Også i den daglige træning byder samarbejdet på forandringer. Således vil de to klubber udveksle spillere til træning.