Fodbold med Horup lukker ned efter sæsonen

Østjyderne kan glæde sig til en moderne og nærværende dækning af de lokale superligahold efter sommerferien

Når Superliga-sæsonen går på hæld, trækker Nick Horup stikket til fodboldprogrammet Fodbold med Horup.

Efter seks år med ugentlige tv-debatter om de østjyske fodboldklubber har TV2 ØSTJYLLAND besluttet at erstatte den nuværende, meget klassiske tv-dækning med tættere og mere digital tilstedeværelse.

Vi rykker den østjyske fodbolddækning ud af studiet og endnu tættere på både spillere, trænere og fans. Der bliver ikke noget fast sendetidspunkt

Kasper Skipper, fodboldreporter, TV2 ØSTJYLLAND

Brugerne har taget godt imod det indhold, der er lavet til web og Facebook, og det bliver mere af den slags, østjyderne kan glæde sig til.

Samtidig med at Fodbold med Horup lukker, har Nick Horup valgt at stoppe på TV2 ØSTJYLLAND.

- Det har været et privilegium at være med til at debattere fodbold i Østjylland gennem en årrække, men nu er det tid for mig at lave noget andet, siger Nick Horup, vært på programmet

Fodbolddækningen intensiveres

Beslutningen har været meldt ud internt siden starten af året, og i lyset af debatten om AGFs tilstedeværelse i de nuværende tv-formater melder TV2 ØSTJYLLAND allerede nu ud, at programmet stopper.

- Vi vil stadig dække Superligaen ligeså nidkært og professionelt, som vi altid har gjort, og i de formater vi er i fuld gang med at udvikle, tænker vi også AGF ind på lige vilkår med de andre klubber i landsdelen. Så deres udmelding i går får ikke den store betydning for den fremtidige satsning, der netop ikke har et ugentligt tv-format som omdrejningspunkt, siger Inga Vind, der er direktør på TV2 ØSTJYLLAND.

Randers FC's Jonas Bager og Silkeborg IF's Sammy Skytte var i efteråret gæster i Fodbold med Horup.

Når den nye sæson fløjtes i gang efter sommer, bliver det med den hidtidige FMH-reporter Kasper Skipper som frontfigur. Han har den seneste måned arbejdet intenst på udviklingen af et splinternyt fodboldkoncept, der har de østjyske fodboldklubber i centrum.

- Vi rykker den østjyske fodbolddækning ud af studiet og endnu tættere på både spillere, trænere og fans. Der bliver ikke noget fast sendetidspunkt. Istedet skruer vi endnu mere op for unikke portrætter, reportager der går bag om facaden og direkte debatter og analyser om højaktuelle emner i de østjyske fodboldklubber, fortæller Kasper Skipper om tankerne for det nye østjyske fodboldformat, der bliver et rent digitalt produkt.

Fodbold med Horup fortsætter naturligvis med at sende direkte hver tirsdag i resten af sæsonen, ligesom den daglige dækning af klubberne fortsætter i samme grad som hidtil.