Fodbold-legende er død

Foto: Colourbox / TV2OJ

Tidligere landsholdsspiller blev 66 år

Det største fodboldnavn i Horsens' historie, Bent Schmidt Hansen, afgik ved døden mandag formiddag.

I 1960'erne var Bent Schmidt Hansen den altoverskyggende profil hos Horsens fS - en af AC Horsens' moderklubber. Den lynhurtige wing ledte klubben til både oprykning til den bedste række og en efterfølgende toplacering, inden han i 1967 blev solgt til hollandske PSV Eindhoven.

Mandag formiddag døde Bent Schmidt Hansen i sit hjem - 66 år gammel. Han blev indlagt for nogle måneder siden, da han skulle have et nyt knæ, men operationen gav komplikationer, som siden førte til et hjertestop.

Spillede otte landskampe

Bent Schmidt Hansen er bredt anerkendt som den bedste spiller i Horsens' historie. Han står derfor også noteret for otte landskampe for Danmark. De kom alle inden skiftet til Holland.

Hansen spillede for PSV Eindhoven i otte år. I den periode vandt kantspilleren både det hollandske mesterskab og pokalturneringen. I 1975 rejste han hjem til Horsens, hvor han spillede de kommende tre år. Karrieren afsluttedes med lidt seriebold i en anden Horsens-klub, Horsens Freja.

- En stor Horsens-spiller er gået bort, og HfS/AC Horsens udtrykker sin dybeste beklagelse og sender tanker til Bent Schmidt Hansens pårørende. Æret være Bent Schmidt Hansens minde, skriver AC Horsens på sin hjemmeside.

Bent Schmidt Hansen efterlader sig en ægtefælle og tre børn.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig