Fodbold for fattige

Frivillige spiller street-fodbold for at hjælpe fattige

Hvordan samler man penge ind til verdens fattigste? Man laver selvfølgelig en street-fodboldturnering på Rådhuset.

Det var den idé, som frivillige fra Nødhjælpens Ungdom kom på, da de skulle finde den bedste idé til at samle penge ind til verdens fattigste. Som sagt - så gjort.

I skrivende stund - her lørdag eftermiddag - er der masser af liv ved Rådhuset i Aarhus. 10 hold dyster mod hinanden. Otte minutter per kamp med fire på hvert hold. Ved hvert mål donerer holdene penge til fattige, og nogle donerer endda bare ved at stille op. Hvis man kan samle penge ind ved at trille med læderet, svede lidt på en forholdsvis lun efterårsdag og hygge sig med andre, der vil gøre en forskel - så er street-fodbold måske lige sagen.

Ud over de hold, der stiller op i turneringen, er der også forbipasserende og tilskuere, der i løbet af dagen har følt trang til at hjælpe folk i den tredje verden.

En af dem, der står bag arrangementet, Mia Forsberg, som er frivillig i Nødhjælpens Ungdom, har været med før. Med speaker til kampene og en sportsgren, der interesserer mange, er hun med til at råbe op og gøre folk opmærksomme på, at et bidrag betyder en verden til forskel for verdens fattige.

- Jeg har været med før, og jeg ved bare, hvilken forskel det her kan gøre. Så jeg synes, det er vigtigt at støtte op om det. Der er nogen, som stopper op og spørger, hvad det går ud på, og så fortæller vi dem jo, at vi spiller for at samle ind til de fattige. Og så er der nogen, der giver noget, så det er jo fedt, siger Mia Forsberg til TV 2 | ØSTJYLLAND.

De penge, der bliver samlet ind, giver Nødhjælpens Ungdom til Folkekirkens Nødhjælp og deres arbejde med verdens fattigste. Lige nu er puljen oppe 6.510 kroner.

Så hvis du har lyst til at hjælpe verdens fattigste og få lidt god underholdning, så skulle du måske slå et smut forbi Rådhuset lige nu.