FOA parat til at opgive tryghedsgaranti
Kommunen forhandler i øjeblikket tryghedsgarantien med fagforeningen FOA, som er parat til at opgive netop den garanti.
Tryghedsgarantien lever måske på lånt tid i Århus.
Ordningen, som Århus Kommune anslår kommer til at koste 38 millioner kroner i år, er nemlig i øjeblikket på forhandlingsbordet mellem netop kommunen og fagforeningen FOA.
Og hos FOA er man parat til at opgive tryghedsgarantien - for eksempel, hvis kommunen vil lave aftaler om udliciteringer.
- Det er vigtigt for mig, at kommunen prioriterer, at man indarbejder nogle garantier omkring løn i udbudsmaterialet, siger Kirsten Normann Andersen, der er afdelingsformand i FOA i Århus.
Tryghedsgarantien, der blev indført i 1991 som et sikkerhedsnet for de ansatte i forbindelse med en række besparelser, giver Århus Kommunes ansatte garanti mod at gå ned i løn eller blive fyret.
Fagforeningens frygt er, at de ansatte netop vil gå ned i løn, når kommunen udliciterer arbejdsopgaver til private virksomheder. Og en garanti mod det kan være FOA's pris for at opgive tryghedsgarantien.
- Det er meget vigtigt for os, at kommunen er enig med os i, at vores medlemmer ikke skal gå ned i løn i forbindelse med udlicitering, understreger Kirsten Normann Andersen.