FOA melder Århus Kommune til Ombudsmanden
Århus Kommune overtræder reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, mener FOA.
2. apr 2008, kl. 13:51
Mere end 30 dage gammel
Århus Kommunes afdeling for Børn og Unge forbryder sig mod offentligt ansattes ytringsfrihed, mener fagforeningen FOA, der har klaget til Folketingets Ombudsmand.
FOA mener, at Børn og Unge - som Louise Gade (V) er rådmand for - er gået for vidt i forhold til Justitsministeriets regler med et krav om, at alle ansatte skal rapportere til ledelsen per e-mail, når de har talt med en journalist.
De ansatte skal rapportere, hvad journalisten ville, og hvad de svarede.
FOA's lokalformand, Kirsten Normann Andersen, siger, at kravet vil skræmme nogle ansatte fra at ytre sig, når de skal fortælle cheferne, hvad de har sagt til journalisterne.