FOA-formand på nye veje
Hopper til ny liste forud for kommunalvalget
Formand for FOA i Randers, Inge-Lise Christensen har fået nok.
Hun har været medlem af Socialdemokraterne i mere end 30 år og tidligere siddet i byrådet i Randers, men nu har hun meldt sig helt af partiet og skiftet til den nye liste, Velfærdslisten.
Det sker i protest mod partiets linje både i byrådet og Folketinget.
- Jeg synes, Socialdemokraterne fuldstændig har ændret holdning til, hvordan de ser på velfærdssystemet, siger Inge-Lise Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ikke brug for serviceforringelser
Det er særligt nedskæringer i Randers kommune og kommunens brug af løntilskud, som FOA-formanden er uenig i.
- Vi har set en kæmpe besparelse på det offentlige inden for de sidste to til tre år. Vi har ikke brug for flere serviceforringelser overhovedet , siger Inge-Lise Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Til spørgsmålet om, hvorvidt hun vil stille op til kommunalvalget, siger Inge-Lise Christensen, at hun lige nu har det med sine overvejelser.