FOA: Et rimeligt resultat
FOA's regionalt ansatte må nøjes med mindre lønstigninger, end det formand Dennis Kristensen opnåede hos kommunerne.
Portørerne og sosuassistenterne skal tilbage i kitlerne på sygehusene.
Forliget mellem FOA og regionerne giver dem angiveligt omkring 13,4 procent i lønstigning, og det er FOA-formand Dennis Kristensen delvist tilfreds med.
- Det er et rimeligt resultat, men ikke et prangende resultat i forhold til at de kommunalt ansatte har fået mere, siger Dennis Kristensen med tanke på de omkring 14,1 procent, han
forhandlede hjem til de kommunalt ansatte.
Regionernes formand, Bent Hansen, var straks mere udtalt i sin tilfredshed med den foreløbige afværgelse af strejken.
- Det har været et langt sejt træk, men jeg er meget tilfreds med, at vi nu har fundet en løsning, siger Bent Hansen (S).
Han glæder sig desuden over, at forhandlingerne mundede ud i en løsning mellem arbejdsmarkedets parter og ikke krævede et regeringsindgreb.
Forhandlingerne trak uventet ud til sent fredag eftermiddag, fordi regionerne og FOA skulle nå til enighed om en aftale, der sikrer deltidsansatte sosuassistenter og sygehælpere ret til at
arbejde fuld tid, hvis de vil.