Flyvevåbnet træner over Djursland
Flyvevåbnet træner de kommende dage i luftrummet over Djursland som et led i klargøringen til en kommende NATO-eksamen.
I alt otte stk. F-16 kampfly deltager i øvelsen, som forventes afsluttet den 3. Maj.
Ca. 400 mand fra Fighter Wing Skrydstrup og Combat Support Wing har slået lejr i Aarhus Lufthavn, hvor alt lige fra vagtplaner til evner i luftkamp vil blive testet.
Formålet med øvelsen er at træne Flyvevåbnets evne til indsættelse overalt i verden. Her er specielt logistikken en af de særligt store udfordringer, hvor alt lige fra missiler til toiletruller er vigtige, for hvis man befinder sig midt i Afghanistan, kan der være langt til den nærmeste købmand. Det fortæller Flyvertaktisk Kommando.
Under øvelsen vil enheden blive testet i en lang række forhold så som terroranslag, demonstrationer, reparation af fly, luftkamp m.m.