Flyvende start i 1. division
Storsejre til Horsens og Silkeborg
Nedrykkerne fra AC Horsens og Silkeborg IF bankede begge deres modstandere i deres første sæsonkamp i 1. division.
AC Horsens mødte AB på hjemmebane og kunne med to mål fra Jude Nworuh, et enkelt fra Lasse Kryger og Troels Kløve glæde sig over en sejr på 4-1.
Ifølge holdets anfører Martin Retov vil klubben gøre alt, hvad de kan for at vende tilbage til Superligaen,
- Der vil altid være pres på en superliganedrykker, og så giver det et ekstra plus at levere varen. Hvis vi begyndte sæson med at vakle ville andre hold lugte blod, siger Martin Retov til Horsens Folkeblad.
Endnu engang 4-1
I Silkeborg præsterede spillerne også at spille en målrig kamp på hjemmebane - denne gang mod Brønshøj.
Her fik klubbens nye spillere mulighed for at vise, hvad de kunne. Klubben hentede kort før sæsonen Martin Beck Andersen fra Skive, og det kan vise sig at blive et godt køb.
Martin Beck Andersen scorede hele to mål, mens endnu en debutant, Christian Sørensen, fik et enkelt i kassen og Adeola Runsewe scorede det sidste mål. Stillingen blev - ligesom hos AC Horsens - 4-1.
- Jeg er meget tilfreds med min indsats og også meget tilfreds med den holdindsats, vi laver. Det var dejligt at se, at det fungerede hele vejen rundt. Så det blev en god debut i en fed kulisse, siger Morten Beck Andersen til Midtjyllands Avis.