Flytter ud af byen
Skanderborg Håndbold vil spille flere hjemmekampe i Horsens
Skanderborg Håndbold vil i fremtiden spille flere af sine hjemmekampe i Horsens.
Tidligere på måneden henlagde skanderborgenserne deres hjemmekamp mod storholdet AG København til Forum Horsens.
Med 3.300 tilskuere blev der sat en gedigen tilskuerrekord. Entréindtægterne fra kampen oversteg de samlede entréindtægter fra sæsonens øvrige hjemmekampe i Morten Børup Hallen i Skanderborg, skriver Lokalavisen.dk.
Den store interesse for kampen i Horsens har givet Skanderborg Håndbold mod på at flytte flere kampe sydpå.
- Vi regner med, at kampen giver et overskud på 200.000 til 300.000 kroner. Alt klappede perfekt, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi flytter flere kampe til Horsens i næste sæson. Vi har simpelthen brug for flere indtægter for at være med i Håndboldligaen, siger Torben Væver fra Skanderborg Håndbold til Lokalavisen.dk.