Flytter produktion til Amerika
Vindmøllefabrikken Vestas har planer om at flytte en del af produktionen til USA eller Canada.
1. apr 2004, kl. 10:54
Mere end 30 dage gammel
Vindmøllefabrikken Vestas med hovedsæde i Randers overvejer at flytte en del af sin produktion til USA eller Canada. Vestas råder i dag over 30 fabrikker, primært i Danmark og Tyskland, og det er efter alt at dømme herfra, at der bliver flyttet produktion til USA.
Administrerende direktør Svend Sigaard fortæller til dagbladet Børsen, at Vestas har planer om to fabrikker i enten Canada eller USA. Ifølge Svend Sigaard vil produktionen muligvis blive etableret allerede i år. Dermed er Vestas hidtidige krav om en afklaring af støtteordninger til amerikanske vindmøller, før en produktion blev igangsat, blevet ændret.