Flytter al vækst til udlandet

Skaber ikke flere slagterijob herhjemme

Svineslagterikoncernen Danish Crown med hovedsæde i Randers vil vokse med 20 procent og slagte 25 millioner svin om få år, men det kommer ikke Danmark til gode.

Virksomheden har nemlig opgivet Danmark som vækstland, skriver dagbladet Børsen fredag.

Selv om Europas største svineslagterikoncern lægger an til rekordvækst, så bliver det i mindre grad danske slagteriarbejdere, der står bag.

- Det er en udvikling, som tidligere er set i mange andre brancher. Vi er nødt til at gøre det for at opretholde vores konkurrenceevne, og vi må som samfund erkende, at processer med højt lønindhold ikke kan ligge i Danmark, siger koncernchef Kjeld Johannesen.

Det er det høje danske lønniveau samt faldende råvaremængder og dårligere rammevilkår i forhold til udlandet, der er skyld i det.

Han tror ikke på, at danske landmænd kommer til at producere nok slagtegrise trods politisk tilkendegivelser af opbakning til sagen.

Derfor vil han nå sit ambitiøse vækstmål om de 25 millioner slagtesvin ved at købe udenlandske grise og slagte dem udenfor Danmark.

Se: Det er en frygtelig nyhed

Slagtesvin fra danske farme kommer kun til at fylde omkring 60 procent af de 25 millioner svin, som han vil op på. Tidligere har tallet ligget på 70 procent af selskabets slagtninger.

Danish Crown mistede i sit seneste regnskabsår op mod fire procent af sin totale råvaremængde, og hovedparten af nedgangen var herhjemme.

Fællestillidsrepræsentanten på Danish Crown, Lars Mose, ser også en nedgang i antal danskproducerede slagtesvin.

- Jeg ser ikke en særlig god udvikling for slagteribranchen i Danmark, siger han.

Han mener, at slagteriarbejderne er nødt til at ofre lønstigninger for at hjælpe konkurrencedygtigheden.

Holdningen har ført til hans brud med fagbevægelsen og slutningen på hans tid som fællestillidsrepræsentant.