Flytning af sygehus fører til massiv sparerunde

Flytningen af Aarhus Universitetshospital til Skejby er markant dyrere end ventet. Nu skal der spares op mod 220 millioner kroner

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Ledelsen på Aarhus Universitetshospital er ved at finde den store sparekniv frem.

Det viser sig nemlig, at de nye hospitalsbygninger i Skejby bliver langt dyrere at drive end ventet. Det betyder konkret, at Aarhus Universitetshospital skal spare op mod 220 millioner kroner om året.

Vi er nu nået så langt med byggeriet, at vi kan erstatte overslag og beregninger med faktiske priser og udgifter, og derfor viser det sig nu, at det bliver meget dyrere at drive de nye hospitalsbygninger, end vi hidtil har regnet med.

Ole Thomsen, fungerende hospitalsdirektør

Hospitalsledelsen peger på, problemet især skyldes, at perioderne med dobbeltdrift af bygninger bliver længere end planlagt.

Derudover er nye elektroniske systemer og licenser blevet dyrere end ventet, og på længere sigt belastes hospitalets økonomi af stigende udgifter til teknisk vedligehold og til driften af nye it-systemer.

- Vi er nu nået så langt med byggeriet, at vi kan erstatte overslag og beregninger med faktiske priser og udgifter, og derfor viser det sig nu, at det bliver meget dyrere at drive de nye hospitalsbygninger, end vi hidtil har regnet med, siger fungerende hospitalsdirektør Ole Thomsen i en pressemeddelelse. 

Ole Thomsen er fungerende hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital.

Ledelsens forventning er lige nu, at de samlede økonomiske udfordringer på Aarhus Universitetshospital kræver en effektiviseringsplan på op mod 220 millioner kroner for at få de økonomiske ender til at hænge sammen.

Ledelsen planlægger at gennemføre effektiviseringer, der svarer til 70 millioner kroner, allerede i 2018. Det beløb skal så stige over tre år til op mod 220 millioner kroner fra 2020. 

Læs også Hospitals-direktør forlader sin post øjeblikkeligt

Ledelsen vil med egne ord gennemføre effektiviseringerne som målrettede optimeringer og afskaffelse af unødige processer.

Samtidig vil den gøre, hvad den kan, for, at effektiviseringerne ikke går ud over opgaverne som højt specialiseret hospital og akuthospital.

- Vi får faktisk bygget det fantastiske hospital, som vi har lovet, og vi holder os både indenfor statens økonomiske ramme og indenfor tidsplanerne. Derfor er det ærgerligt, at økonomien alligevel tvinger os til at skabe usikkerhed og frustration hos de medarbejdere og ledere, som i disse år arbejder hårdt på at få flytninger og forandringer til at lykkes, siger sygeplejefaglig direktør Inge Pia Christensen.

02:35

Inge Pia Christensen, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, forklarer, hvad besparelserne kommer til at betyde.

Luk video