"Flystyrt i ishavet" vinder tv-pris
TV 2 | ØSTJYLLAND-udsendelse om dansker, der kæmpede for livet på en isflage, har vundet hæderfuld pris.
Fotograf Jesper Bonde Nielsen og journalist Nikolaj Venge har vundet den internationale dokumentarpris Circom 2010 for programmet 'Flystyrt i ishavet'.
Programmet er produceret af TV 2 ØSTJYLLAND og blev sendt på TV 2 i december sidste år.
Dokumentarprogrammet handler om 45-årige Troels Hansen og hans ven Oliver, som for halvandet år siden styrtede ned i det nordatlantiske hav i et lille to-motorers propelfly.
Derefter kæmpede de i 18 timer for livet på en isflage, inden de mirakuløst blev reddet af en bornholmsk rejetrawler.
I "Flystyrt i ishavet" genoplever Troels Hansen sit livs mareridt, da han forsøgte at holde sig i live i ned til minus 40 grader.
Prisen bliver overrakt i Maltas hovedstad, Valetta, i næste måned.