Flyrute fejrer jubilæum: Vi skal se om de gør det lige så godt som Aarhus
flyruten mellem de to kulturhovedstæder, Aarhus og Pafos, fejrer i år sit 25 års jubilæum
Der er nok efterhånden ikke mange østjyder, som ikke kender til navnet på årets europæiske kulturhovedstad, nemlig Aarhus.
Men det er nok langt fra lige så mange østjyder, der er klar over, at Aarhus deler den titel med den cypriotiske by Pafos.
Hvis man var en af dem, som ikke vidste det, så er der en gylden chance for at blive klogere på den cypriotiske by. Aarhus Charter har nemlig 25 års jubilæum på ruten mellem Aarhus og Pafos.
Læs også
Den første flytur i jubilæumsåret fandt sted lørdag, og to af dem, der var med, var ægteparret Else og Jørgen Hansen.
- Det er jo kulturhovedstad, Pafos, og det er Aarhus jo også. Så vi skal ned og se, om de gør det lige så godt som i Aarhus, siger Jørgen Hansen.
Læs også
Og det er faktisk ikke første gang, at Else og Jørgen besøger Pafos. De var nemlig også med for 25 år siden, da det hele startede.
- Vi glæder os til at komme tilbage til Pafos efter 25 år og til at se, hvad der er sket i de 25 år, siger Else Hansen.
Andre passagerer så også frem til at besøge Aarhus’ søster-kulturhovedstad. Og nogle af dem, der nok godt kan betegnes som ægte kulturhovedstadskendere var Hans Jørgen Bøgesø og Kirsten Abild.
- Vi besøger Europas kulturhovedstæder. Det har vi gjort siden slutningen af 80’erne hvert eneste år, og i år har vi så planlagt at tage til Pafos, som er en af de to kulturbyer, den anden er jo Aarhus. Det er lidt interessant, jeg tror, at det er første gang i verdenshistorien, at der er flyforbindelse mellem de to kulturhovedstæder, siger Hans Jørgen Bøgesø.