Flygtningelejr ved Aarhus?
50.000 serbere på flugt fra oversvømmelser
50.000 serbere kan være på vej til en flygtningelejr uden for Aarhus.
Det oplyser den danske hjælpeorganisation EU-Katastrofe, der ser på muligheden for at oprette i alt tre flygtningelejre i Nordeuropa.
De skal kunne huse op mod 250.000 serbere, der kan være på flugt som følge af de store mængder regn, der i midten af maj gav voldsomme oversvømmelser i store dele af det centrale Serbien.
Planlægningen af en flygtningelejr i Danmark er allerede så småt i gang, men det er et omfattende og tidskrævende arbejde, siger indsatsleder i EU-Katastrofe, Henrik Kalmer, til Ritzau.
- Vi har taget fat i lokalpolitikerne i Aarhus, og vi har to ingeniører med, som ved noget om brandsikkerhed og sanitetsforhold.
- Det svære bliver ikke at lave toiletter til 50.000, det kan man klare på Roskilde Festival. Det svære bliver at finde det rigtige sted og få de nødvendige tilladelser. Det kan tage lang tid, siger Henrik Kalmer, der i øjeblikket befinder sig i Serbien.
Ud over Aarhus er der planer om flygtningelejre i henholdsvis engelske Dover og tyske Hannover. Hver skal kunne huse 100.000 flygtninge.