Flygtningelejr vækker undren

Kommune har ikke fået officiel henvendelse

Billede af oversvømmelse i Serbien. Foto: Colourbox

Skal Aarhus have en flygtningelejr med 50.000 serbere? Det spørgsmål er der formentlig mange, der torsdag har snakket om, efter en privat hjælpeorganisation oplyste, at den undersøger muligheden for det.

Hos borgmester Jacob Bundsgaards afdeling i Aarhus Kommune vækker planerne om at oprette en flygtningelejr med plads til 50.000 personer i Aarhusområdet nogen undren.

- Vi har ikke modtaget nogen officiel henvendelse om sagen, og derfor kan vi ikke kommentere sagen, siger Niels Buch Johannsen, pressechef i Aarhus Kommune.

Torsdag kom det frem, at hjælpeorganisationen EU-Katastrofe foreslår muligheden for at oprette en flygtningelejr syd for Aarhus, der skal huse 50.000 serbere, som kan være på flugt efter store oversvømmelser i landet i maj måned.

Se: Flygtningelejr til Aarhus?

Niels Buch Johannsen henviser i øvrigt til, at det normalt ikke er de enkelte kommuner, men derimod Indenrigsministeriet, som man henvender sig til, hvis der i forbindelse med humanitære katastrofer er tanker om at evakuere befolkningsgrupper.

Og at det i givet fald formentlig ville være et anliggende mellem flere europæiske lande og ikke mellem en privat nødhjælpsorganisation og en kommune.

Ud over Aarhus undersøger organisationen muligheden for flygtningelejre i henholdsvis engelske Dover og tyske Hannover. Hver skal kunne huse 100.000 flygtninge.