Flygtninge-udstilling vises i Aarhus
Stor udstilling på Godsbanen i Aarhus
Tirsdag åbnede en fotoudstilling i Godsbanen i Aarhus, hvor flygtninge viser, hvordan de har klaret sig i Danmark efter et liv på flugt. Udstillingen skal vise, at flygtninge er i stand til at skabe sig et liv og en karriere i et fremmed land.
Udstillingen består af 220 fotografier af flygtninge, der er blevet integreret i Danmark.
Tirsdag var Maria Ariafar nede for at følge udstillingen blive sat op. Hun kom til Danmark i 1993 som flygtning fra Iran, og i dag er hun studievært og foredragsholder i Aarhus.
- Da jeg kom fra 23 år siden, var jeg en af dem. En hjælpeløs og enlig mor uden at kende sproget og uden kendskab til det vestlige samfund, siger Maria Ariafar.
Hun mener, at det er særligt vigtigt, at flygtninge har mulighed for at vise, hvad de kan i det danske samfund.
Det er de frivillige flygtningehjælpere, Venligboerne, der har fået udstillingen, #engangvarjegflygtning, til Aarhus, efter den tidligere har været udstillet i København.
- Udstillingen skal vise, at de flygtninge vi har, faktisk har rigtig meget at bidrage med, at de har en plads i samfundet, og at de faktisk er et kæmpe aktiv, siger Ina Dygaard, der er Venligboer i Aarhus.
Udstillingen er gratis, og den kan ses frem til den 20. september i Godsbanens foyer i Aarhus.
Du kan se mere om udstillingen i tv-indslaget øverst på siden.