Flygtninge skal bo på plejehjem i Malling

28 tidligere plejeboliger i Malling bliver frem til udgangen af 2017 brugt til midlertidig indkvartering af flygtninge

Foto: Google Street View

I Malling får de snart nye naboer. Det er blevet besluttet, at 50 flygtninge skal indkvarteres i plejeboliger.

Boligerne skal stå til rådighed for flygtningene i hvert fald til slutningen af 2017. Det sker, fordi planerne for ombygningen af plejeboligerne til ældreboliger ikke er klar.

- Jeg vil følge det her nøje. Det er naturligt, at man i et lokalområde som Malling kan tænke, hvordan det nu vil gå, når der flytter op til 50 flygtninge ind i de tidligere plejeboliger. I mine øjne er det vigtigste, at vi stiller krav til flygtningene om at indgå i fællesskabet i Malling, siger rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF).

Aarhus er bedst til at få flygtninge i job

Det er i alt 28 plejeboliger, der skal stå til rådighed, og i følge rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF), er der hårdt brug for boligerne.

- Vi har hårdt brug for boliger, både midlertidige og permanente, med de mange flygtninge, der kommer til Aarhus. For mig er det vigtigt, at de mange nye borgere bor forskellige steder i kommunen, så muligheden for at blive integreret er størst. Det har vi gode erfaringer med i Viby, Egå og Højbjerg, hvor naboerne har taget godt imod flygtningene, siger Thomas Medom.

Naboer og borgere i Malling er inviteret til et orienteringsmøde onsdag 24. februar kl. 17.00 på Malling Plejehjem.