Flygtninge på feriecenter
Asylansøgere flytter ind på Dayz Søhøjlandet
2. okt 2014, kl. 07:41
Mere end 30 dage gammel
130 flygtninge - primært fra Syrien - flyttede tirsdag ind på feriecenteret Dayz Søhøjlandet i Gjern.
- Vi har valgt at imødekomme en forespørgsel fra Røde Kors om hjælp til midlertidig indkvartering af flygtninge fra Syrien. Det har vi gjort, fordi vi gerne vil hjælpe, og fordi vi har pladsen til at hjælpe her i lavsæsonen, siger Søren Sandberg, der er driftsdirektør på feriecenteret, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aftalen med Røde Kors betyder, at asylansøgerne kan bo på feriecenteret i 12 dage. Herefter kan opholdet forlænges med en uge ad gangen.
- Vi håber selvfølgelig, at der snart bliver fundet en mere permanent løsning for flygtningene, men indtil da vil vi gerne hjælpe, siger Søren Sandberg.