Flygtninge i svømmehallen: Herinde er det sommer!
Flygtningene i lokalområdet blev søndag inviteret i vandet i Malling. Det gavner integrationen, mener arrangørerne
Svømmehallen er et godt sted for flygtninge at møde de lokale - og dermed blive integreret.
Det mener en række beboere i Malling syd for Aarhus. Her blev områdets flygtninge søndag inviteret indenfor i Egelund Svømmehal for at have en hyggelig dag sammen med de lokale.
Ifølge formanden for svømmeklubben BMI Svømning, Michael Kaas Christensen, er foreningslivet et særligt dansk fænomen, som det er værd at vise frem for landets nye beboere:
- Man møder andre mennesker. Hvis man skal lære sproget, bliver man bedre til at snakke sproget. Man får en indsigt i, hvordan det danske foreningsliv og livet i en svømmehal er. Der er rigtig mange sjove ting at lave i en svømmehal. Og det synes jeg, man skal gøre brug af, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Flygtninge på kunstmuseum: Det kan integrere os
Den syriske flygtning Jalal Ibrahim er en af dem, der har taget imod tilbuddet om at tilbringe en eftermiddag i vandet. Han var taget i svømmehallen sammen med sin datter, Marjy.
Det er lige som sommer
Jalal Ibrahim har aldrig tidligere oplevet en dansk vinter. Måske netop derfor glædede han sig over, at det indenfor i svømmehallen var en hel del lunere end udenfor:
- Det er så trist vejr udenfor, og herinde er det lige som sommer. Det kan vi godt lide, forklarer han.
Rådmand: Ikke kommunens opgave at købe asylcenter
Også Venligboerne bakker op om initiativet om at invitere flygtninge i svømmehallen.
En af de lokale venligboere, Christine Løhndorf, mener ligesom svømmeklubbens formand, at svømning er en god måde at vise det lokale foreningsliv frem for flygtningene på.
- Flygtningene skal jo ikke integreres i svømmehallen på den måde. Flygtningene skal integreres i vores lokalområde, og vi har en del familier, der bor her i Beder og Malling. Foreningslivet fylder en del for os, der bor herude i forvejen, og det skal de selvfølgelig også være en del af, siger hun.
I videoen øverst i artiklen kan du komme indenfor i Egelund Svømmehal og møde de flygtninge, der søndag kastede sig i vandet.