Velintegreret flygtning revser debattonen: - Jeg bliver aldrig god nok for politikerne

Peshank Kanjo fra Syrien er træt af den hårde tone i integrationsdebatten. Han føler, at han har gjort alt, hvad politikerne har bedt om. Men alligevel bliver de aldrig tilfredse.

23-årige Peshank Kanjo flygtede fra Syrien, men bor i dag i Aarhus, hvor han også arbejder.

Da 23-årige Peshank Kanjo kom til Danmark fra Syrien i sommeren 2015, var han indstillet på, at han skulle gøre, hvad han kunne for at blive en del af det danske samfund.

Da han kom til landet, lærte han dansk på rekordtid, og derefter tog han en 9. klasses eksamen og kom på højskole.

Selvom vi gør alt, så er nogle politikere stadig utilfredse. Jeg synes, der hele tiden kommer negative udtalelser fra politikere.

Peshank Kanjo, flygtning fra Syrien

Her fik han en masse danske venner, der lærte ham om den danske kultur.

01:49

VIDEO: Peshank Kanjo føler, at han har gjort alt, hvad han kunne for at integrere sig i samfundet. Alligevel føler han, at det ikke er godt nok til politikerne. 

Luk video

- Det var ret interessant for mig at lære om kulturen, når jeg nu skulle bo her i Danmark, siger Peshank Kanjo til TV2 ØSTJYLLAND.

I hverdagen jonglerer han mellem to job. Han arbejder nemlig både som ekspedient i en kiosk i Aarhus og som tolk.

Alligevel sidder han med en følelse af, at det ikke er godt nok til de danske politikere.

- Selvom vi gør alt, så er nogle politikere stadig utilfredse. Jeg synes, der hele tiden kommer negative udtalelser fra politikere, som jo er dem, der har mest ansvar, siger han.  

Læs også LIVE: Flygtninge og klimakrise - se hvad politikerne vil gøre her

Retorik fra blå blok

Det er særligt retorikken fra blå blok, der frustrerer ham. De tegner et billede af flygtninge, som han ikke kan genkende.

- Jeg bliver så irriteret over, når de står og siger, at vi ikke kan finde ud af at komme på arbejde og er kriminelle. De står jo bare og generaliserer, siger han.

Jeg bliver så irriteret over, når de står og siger, at vi ikke kan finde ud af at komme på arbejde og er kriminelle. De står jo bare og generaliserer.

Peshank Kanjo, flygtning fra Syrien

Peshank Kanjo er godt klar over, at det ikke er alle flygtninge, der er ligesom ham.

- Der er selvfølgelig nogen, der ikke gider. Men jeg mener også, der er mange flygtninge, som knokler og kæmper.

Peshank Kanjo håber, at han på sigt kan få lov at blive boende i Danmark.

Læs også Asylansøgere julefestede på dansk

Erkender fokus på det negative

Det er ofte retorikken fra Venstre-politikerne, som Peshank Kanjo er ked af.

Den politiske ordfører i Venstre, Britt Bager, erkender, at debatten sommetider kammer over, når det handler om integration.

00:40

VIDEO: Venstres politiske ordfører, Britt Bager erkender, at tonen ofte kan kamme over, når det kommer til integration. 

Luk video

- Der er ikke nogen tvivl om, at når vi debatterer udlændinge, er der oftest fokus på det, der er galt i vores samfund. Derfor bliver tonen skarp, og debatten bliver skåret til, og der kommer fokus på det negative, erkender politisk ordfører for Venstre Britt Bager over for TV2 ØSTJYLLAND.

Hun kan derfor godt forstå, at velintegrerede flygtninge nogle gange føler sig stødt.