Flygtning fik stjålet sin identitet af ny aarhusiansk ven

24-årige Walid troede, han havde fået en ny ven i Danmark, men vennen stjal hans personlige oplysninger og penge. Politiet siger, at der er flere sager

02:05

24-årig Walid stolede på sin nye ven, men manden udnyttede ham og misbrugte hans personlige oplysninger.

Forestil at få en ny ven, som du stoler på, og så misbruger den ven dine personlige oplysninger til at låne penge.

Det er netop, hvad der skete for 24-årig Walid fra Syrien, der nu bor i Aarhus.

Læs også Strengere lovgivning ved identitetstyveri på sociale medier

Walid mødte vennen, da han for to år siden kom til Danmark fra Syrien. Vennen hjalp ham med at lære sproget, læse post og betale regninger, men efter noget tid udnyttede han Walids venskab til at stjæle penge fra ham.

- Jeg vidste ikke, at han ikke havde et godt hjerte, siger Walid.

Gavmildhed førte til tyveri

Vennen spurgte Walid, om han kunne låne nogle penge af ham, da han havde problemer i sin familie. Walid sagde selvfølgelig ja, da vennen havde hjulpet ham med mange ting.

Læs også Nedjustering: Færre flygtninge til Østjylland

Vennen lovede at betale de 3000 kroner tilbage, men han skulle bruge Walids cpr-nummer, NemID og kontooplysninger, for at det kunne lade sig gøre.

Jeg mener nærmest ikke, at man kan synke dybere, når man som ven snyder en flygtning, som, man ved, nærmest ikke har noget at leve for og som har været ude for rigeligt i sit liv.

Lene, frivillig flygtningehjælper.

Det gav Walid ham, men efter nogle dage opdagede han, at vennen havde brugt hans personlige oplysninger til at oprette et falsk lån på 3000 kroner.

Da han konfronterede ham, truede han Walid med at gå til politiet og melde ham som terrorist.

- Jeg blev helt chokeret og rasende, da jeg hørte det, siger Lene, der er frivillig og nu hjælper Walid.

- Jeg har det sådan, at identitetstyveri er voldsomt, men jeg mener nærmest ikke, at man kan synke dybere, når man som ven snyder en flygtning, som, man ved, nærmest ikke har noget at leve for og som har været ude for rigeligt i sit liv, tilføjer hun.

Walid læste jura i Syriens hovedstad Damaskus, men efter problemer med politiet, blev han fængslet og udsat for tortur. Han flygtede derefter alene til Danmark, imens hans familie blev i landet.

Der er flere sager

Walid og Lene har nu meldt manden fra Aarhus til politiet, og ifølge dem sagde politiet, at de i forvejen kendte manden fra et lignende svindelnummer.

02:11

VIDEO: Vicepolitiinspektør Lennart Rosenberg Glerup taler om identitetstyveri. 

Luk video

Over for TV2 ØSTJYLLAND bekræfter Østjyllands Politi, at de efterforsker Walids sag og at den ikke er den eneste sag om identitetstyveri mod flygtninge.

- Min første tanke var, hvordan han kunne finde på at give sit NemID og alle sine oplysninger til en anden, men så kender jeg jo flygtninge så godt, og de kan ikke nødvendigvis vide, hvor meget man kan bruge de oplysninger til, for eksempel er NemID helt nyt for dem, siger Lene.

Læs også Slut med integrationsydelse: Shahi har succesfuld virksomhed

Både hun og Walid har valgt at være anonyme, da de har modtaget trusler fra den anmeldte borger.

Walid er et opdigtet navn, men flygtningens rigtige navn er kendt af redaktionen.