Flygtet fange er fundet

25-årig drabssigtet fra Horsens meldte sig selv i Grækenland

Efter fire dage på flugt er den drabssigtede Barzan Bahjat Khalil fra Horsens nu igen i politiets varetægt.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi tirsdag formiddag i en pressemeddelelse.

Den 25-årige mand forsvandt den 29. juni fra den psykiatriske afdeling på Regionshospitalet i Horsens. Han har i et halvt år siddet varetægtsfængslet sigtet for drabet på sin storesøster.

Se også: Drabssigtet på flugt

Ifølge politiet har Barzan Bahjat Khalil, der stammer fra Syrien, meldte han sig selv den 3. juli til den danske ambassade i Grækenlands hovedstad Athen. Her henvendte han sig og oplyste sit CPR-nummer, fordi han var løbet tør for medicin.

Det fik alarmklokkerne til at ringe på ambassaden, som derefter kontaktede det græske politi:

- Khalil opholder sig nu i et græsk fængsel, skriver Sydøstjyllands Politi.

Anholdelsen af Barzan Bahjat Khalil skete fredag den 3. juli, men først sent i går, mandag aften, fik Sydøstjyllands Politi endelig bekræftet, at der var tale om den rette person. Det skyldes, at den 25-årige ikke havde noget pas eller andre officielle papirer på sig

Sydøstjyllands Politi afventer nu at få Barzan Bahjat Khalil udleveret til Danmark.

Barzan Bahjat Khalils 28-årige storesøster blev dræbt i en lejlighed i Horsens den 29. december 2014.