Flygtede med 180 km/t

Ung mand stak af efter færdselsuheld

En ung på 20 år bliver nu sigtet for at flygte fra gerningsstedet og for uagtsomhed, efter at han i går påkørte en anden bilist og derefter kørte væk fra stedet i høj fart.

Omkring klokken 15.30 i går påkørte en ung mand en anden bil i det glatte føre på Østre Ringvej i Silkeborg. Men i stedet for at ordne tingene i mindelighed valgte den 20-årige mand at flygte fra stedet.

- De stiger begge to ud af bilerne og taler om uheldet. Men midt i at de er i gang med at udveksle informationer, stopper den unge mand op og går i stedet tilbage til sin bil, hvorefter han flygter i høj fart, udtaler Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Men dét ville den påkørte bilist - en 53-årig mand fra Spjald - ikke finde sig i. Han valgte derfor at køre efter den unge gerningsmand, og det udviklede sig til en biljagt hele vejen til Ikast.

- På motorvejen kommer vi i kontakt med den 53-årige mand, der fortæller, at den 20-årige kører omkring 180 km/t. Vi giver ham besked på at tage den med ro. Derudover ringer vi til ejeren af den bil, som den 20-årige kører i. Vi får fat i den 20-åriges stedfar, som forsøger at ringe til sin stedsøn for at få ham til at standse. Men uden held, udtaler Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Politiet sendte flere patruljer af sted, og det lykkedes dem at finde bilen ved et idrætsanlæg i Ikast. Senere blev den 20-årige mand også pågrebet.

Den 20-årige har forklaret til politiet, at der gik panik i ham, fordi han var ked af at skulle fortælle sin stedfar, at han havde været involveret i et uheld.