Fly med to om bord styrtet ned

To mænd fra Randers-området styrtede i aftes ned med et ultralet fly. Ulykken skete nær Aalborg.

Flyet nåede knapt nok i luften, da to personer fra Gjerlev nord for Randers tirsdag aften ville prøve en tur i et ultralet fly ved Kærsholm øst for Aalborg.

Da det var ved at lette, ramte det en bardun til en højspændingsmast, så det med det samme styrtede til jorden.

Ifølge politiet var faldet på ganske få meter, og de to ombordværende, en pilot og en passager, slap med småknubs.

Flyhavarikommissionen er orienteret om uheldet. Ultralette fly er ganske små minifly - ofte blot en ramme med en motor, et eller to sæder og vinger. /ritzau/