Fly landede med punkteret hjul
Der var storalarm i lufthavnen, da rutetaxifly fra Anholt landede med punkteret hjul.
31. aug 2009, kl. 09:31
Mere end 30 dage gammel
Ambulancer var kørt i stilling, og brandbiler og politi var også klar, da flyet fra Copenhagen AirTaxi lørdag kort før middag foretog en såkaldt sikkerhedslanding i lufthavnen i Tune ved Roskilde.
Årsagen til storalarmen var meldingen om, at venstre hovedhjul var punkteret, men landingen gik fint, og ingen kom noget til, oplyser Copenhagen AirTaxi.
Der var i alt 10 personer ombord på flyet, der kom fra Anholt. Selskabet oplyser, at besætningen tog en snak med passagererne efter landingen.