Flugten fra Fængslet
Ekstrem-forhindringsløb i Fængslet i Horsens
I dag valgte godt 500 deltagere at kaste sig ud i ekstrem-forhindringsløbet Reborn Raw i Fængslet i Horsens. Her skulle de forsøge at forcere 22 ekstreme forhindringer, blandt andet en otte meter høj mur, løb mellem wires med strøm og armgang over dybe vandgrave.
Ekstrem-forhindringsløb har stor succes i USA - og herhjemme er der også stor interesse for den nye sport. Det er en lille gruppe danskere - heriblandt den tidligere olympisk guld- og bronzevinder Victor Feddersen - der står bag det danske ekstremløb.
- Vi har siden lanceringen i juni oplevet en overvældende interesse for Reborn Raw - både fra folk der vil tilmelde sig løbet og fra folk, der gerne vil træne op til et af de andre kommende løb, siger Victor Feddersen.
- Vi garanterer verdens hårdeste ekstrem-forhindringsløb med de mest udfordrende forhindringer. Vi har en distance på 18-20 km for dem, der søger den ultimative udfordring, en distance på 10-12 km for dem, der vil starte med at prøve konceptet af og en kort distance på 6-8 km for knap så trænede personer.
I videoen øverst kan du se, hvad deltagerne i Reborn Raw i Fængslet i Horsens blev udsat for.