Flugtbilist "stillede skoene"
Forsøgte at undslippe politiet i bil, så til fods
En 41-årig mand havde tilsyneladende utrolig travlt i nat. I hvert fald observerede en civil hundepatrulje omkring klokken halv et i nat manden, der kom kørende i sin bil på Grenåvej i retning mod Aarhus Midtby.
I krydset mellem Grenåvej og Asylvej kørte manden over for rødt i høj hastighed, og patruljen kørte efter ham for at stoppe ham:
- Han kommer kørende over for rødt med omkring 100-120 km i timen, fortæller politikommissær ved Østjyllands Politi Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 41-årige mand havde dog ikke lyst til at tale med politiet. I stedet satte han farten op, og politiet kørte efter ham.
Til sidst valgte han at smide bilen, da han kom til Stavangervej og i stedet fortsætte til fods. Men undervejs røg også begge hans sko:
- Han stiller skoene så at sige og har måske tænkt, at han kunne løbe hurtigere barfodet, siger Thomas Hinge.
Patruljen valgte at sende en tjenestehund efter manden:
- Han har et lille forspring, men det hjælper ikke, lyder det fra Thomas Hinge.
Den 41-årige blev anholdt og sigtet for både at spirituskørsel, at køre over for fire røde lys med en hastighed på 120 km/t, og sidst men ikke mindst blev han sigtet for at køre bil, selvom han var frakendt førerretten.