Flugtbilist fanget - efter et år

Politiet mener at have fundet den flugtbilist, der for et år siden påkørte en midaldrende mand på en landevej ved Hammel.

Silkeborg Politi har formentlig fundet den flugtbilist, der i januar sidste år påkørte en dengang 43-årig mand på Frijsenborgvej mellem Hammel og Skjød. 

Ifølge Århus Stiftstidende har en 27-årig mand fra Viborg, som på det tidspunkt boede i Hadsten, erkendt, at han kørte forbi ulykkesstedet. Men han har forklaret politiet, at han stoppede op for at tilbyde sin hjælp ved ulykken. Han nægter at have påkørt nogen overhovedet.

- Men vidneforklaringerne er så stærke, at vi ikke er i tvivl om, at det er den rigtige mand, vi nu endelig har fundet, siger vicepolitikommissær Mogens Rubech fra Silkeborg Politi til avisen.

At det har taget så lang tid at finde frem til den 27-årige skyldes formentlig, at han ikke kørte i en rød Golf, sådan som flere vidner mente. Dermed har politiet brugt sine ressourcer på at lede efter en forkert bil.