Flugtbilist eftersøgt

Ældre dame alvorligt kvæstet efter påkørsel

Foto: TV2OJ og Google Maps

Østjyllands Politi efterlyser søndag vidner til en påkørsel, hvor en ældre dame blev kørt ned, og hvor bilisten ifølge politiet efterfølgende stak af fra stedet.

Ulykken skete i dag, søndag, klokken 13.20 ved krydset ved Sigridsvej og Jettesvej i Gellerup ved Aarhus.

- Kvinden kommer gående, og da hun vil krydse vejen, bliver hun ramt af bilen. Bilen bremser efterfølgende kortvarigt ned, men kører så væk fra stedet, siger vagtchef Bo Christensen fra Østjyllands Politi.

Den ældre kvinde blev alvorligt kvæstet ved ulykken, men hendes tilstand betegnes som stabil.

Flugtbilen beskrives som en blålig eller lilla, Mazda 323, muligvis en sedanmodel fra sidst i 90'erne, og den kørte fra stedet i retning i retning mod City Vest.

Se: Fortsat ingen spor af flugtbilist

- Vi vil gerne høre fra folk, som har set noget, og vi vil også gerne høre fra personer, der har set en sådan bil. Den er til at kende, for den må have fået nogle skader ved påkørslen, siger Bo Christensen.

Et vidne har forklaret politiet, at flugtbilisten ramte kvinden med en hastighed på omkring 50-60 km/t.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114 eller 87311448.