Flot valg til tidligere Randers-borgmester
Michael Aastrup Jensen (V) står til at få et flot valg med endnu flere personlige stemmer end sidste gang.
14. nov 2007, kl. 14:25
Mere end 30 dage gammel
De sidste stemmer tælles stadig op i Østjylland, men allerede nu tyder det på, at venstremanden Michael Aastrup Jensen fra Randers har fået et meget flot valg.
Den tidligere borgmester i Randers har ifølge de foreløbige meldinger fået endnu flere personlige stemmer end ved sidste valg. Holder den melding stik, når resultaterne offentliggøres senere i dag, er Michael Aastrup Jensen klar til sin anden runde som folketingspolitiker.
Ved folketingsvalget den 8. februar 2005 blev Michael Aastrup Jensen valgt ind i Folketinget med næstflest stemmer af alle Venstres kandidater i Århus Amt.