Flot og solrig weekend venter Østjylland
Det tegner til at blive tørt og med store chancer for sol de kommende dage
Solen har været fremme i perioder i store dele af Østjylland fredag, men enkelte regnbyger er det også blevet til. Dem ser vi ud til at slippe helt for i weekenden.
- Der kommer sol lørdag og søndag i varierende omfang. Der kan nemlig godt være lidt skyer på himlen. Men der er chance for sol og tørvejr. Samtidig kommer der ikke særlig meget vind, fortæller vejrvært hos TV 2 Vejret, Peter Tanev.
Rent faktisk kan det føles helt som sommer på de rigtige tidspunkter af dagen.
Tirsdag kan der komme regn
- Temperaturerne kommer lørdag op på omkring 10 grader, og når solen er fremme, vil det føles helt behageligt, lover vejrværten.
Vejrtypen fortsætter altså søndag og mandag med. På den første dag i næste uge kan temperaturerne sågar knibe sig op på 13-15 grader.
- Tirsdag kommer der så et regnvejr op fra syd, som ser ud til at kunne nå det midtjyske, siger Peter Tanev.
De kommende dage er der stadig risiko for nattefrost på udsatte steder.
Du kan se hele vejrudsigten øverst i artiklen.