Flittig røver anholdt

36-årig århusianer har tilstået, at han begik tre røverier på to uger

Den 36-årige mand blev anholdt tirsdag morgen klokken 10.18. Han har tilstået at stå bag i alt tre røverier i Århus. I alle tilfælde truede han personalet med en pistol:

Søndag den 14. november klokken 17.31 forsøgte han at begå røveri mod en kiosk på Frederiks Allé.

Syv minutter senere samme dag gennemførte han sit forehavende mod en anden kiosk på Nordborggade.

Lørdag den 27. november klokken 21.00 slog han til mod en tankstation på Rosenvangs Alle i Højbjerg.

Udover de tre tilfælde, mistænker politiet ham for at stå bag endnu et røveri mandag den 15. november klokken 23.21 mod 7-eleven i M.P. Bruuns Gade.